Forside

To enkle gode råd kan ændre en hel arbejdsdag. Endda så du får fornemmelsen: ’Uha, det går alt for stærkt, jeg når alt for meget’.

 

Af Lis Lyngbjerg Steffensen, forfatter/underviser, ledelse og stress                 

 

Nu skulle det være. Jeg ryddede skrivebordet, lagde alle pæne bunker på reolen bag mig. Jeg lukkede mailen, og lagde min mobiltelefon bag mig oven på bunkerne på reolen.

Så gik jeg i gang. Jeg skulle forberede undervisning, og selv om jeg både er garvet og var i god tid, krævede det nogle timers koncentration at få lavet første udkast. Jeg tog mappen frem, læste noter igennem, forberedte undervisningsforløbet, planlagde nye sjove måder at forklare tingene på, finpudsede forløbet, så pauserne lå rigtigt.

Så kiggede jeg op. Kiggede på mit ur, og det var kun gået halvanden time. Jeg var kommet langt videre, end jeg forventede.

’Uha, det går alt for stærkt,’ udbrød jeg til kollegerne på kontoret, mens jeg pakkede mappen med undervisningsmaterialet sammen, lagde det bag mig, og tog en ny mappe frem med en anden opgave, hvor jeg skulle koncentrere mig.

 

Styr på projekterne

 

Næste opgave tog jeg efter samme princip. Et telefonopkald til forlagsredaktøren, en synops til en ny bog blev skrevet og omskrevet, noter blev læst igennem, mails blev sendt.

Jeg kiggede op. Der var kun gået en time. Og jeg havde fået styr på to store projekter på sammenlagt to en halv time.

Efter en dag, hvor jeg har brugt to af de bedste råd, jeg nogensinde har fået om arbejdstilrettelæggelse og planlægning, kan jeg igen konkludere: De virker.

De kommer fra Trine Kolding, underviser og forfatter til bøger om tid og travlhed, og fra Bo Netterstrøm, overlæge, dr.med., Hillerød Hospital og de går i sin enkelthed ud på:

* læg bunkerne bagved dig, så du ikke kan se papirer, sedler, huskelapper, mapper, post-it-sedler.

* Lav én opgave af gangen.

De to råd i kombination gør, at hjernen arbejder højeffektivt og koncentreret, og man får tingene fra hånden i en fart, så der er masser af tid til at sidde og formulere en lille historie fra dagligdagen til Human Consult og min hjemmeside, inden jeg skal hjem til børn og familie om lidt.

Til gengæld holder jeg hjernefri i aften – et tredje godt råd, som betyder, at der ikke er nogen computer eller arbejdsmæssig tankevirksomhed efter hjemkomsten klokken 16.

PS: Og jo, jeg har også lavet opgaver i dag, som handlede om telefonopringninger, mails, salgsarbejde, men det tog jeg i en skønsom blanding fra jeg mødte i morges til klokken 11.

 

Udskriv
 
NYHEDER