LEDELSE UDEN STRESS
Uddrag fra bogen:
Fra indledningen:
En fyr på 25 år fik mavesår og senere en hjerneblødning efter at have arbejdet stort set i døgndrift.
Han sov ofte på kontoret, og han gik ikke til læge med det mavesår, der bed. Efter et totalt blackout på arbejdet blev han indlagt med en mindre hjerneblødning.
Da han vågnede op, vidste han ikke, hvordan han var kommet på hospitalet, eller hvem han var. Han blev sendt hjem dagen efter. Han gik på arbejde igen samme dag, som han blev udskrevet. "Kunderne skulle jo have deres domænenavne hurtigst muligt," som han sagde.
Han er nu på kontanthjælp, er uarbejdsdygtig og endnu ikke fyldt 30 år.
Denne bog er skrevet for at sikre, at virksomhedslederne har de nødvendige redskaber til at forhindre den sociale deroute, som den unge mand har oplevet.
Stress er ikke bare et kraftigt voksende arbejdsmiljøproblem. Konsekvenserne bliver også mere og mere alvorlige. Ledere og medarbejdere rammes nu af stresskollaps, der får hjernen til at sætte ud, så man som i tilfældet med den unge mand bliver invalid eller dør en pludselig, arbejdsbetinget død.
Tidligere oplevede medarbejdere og ledere især blodpropper og hjerte-kar-sygdomme i 50-årsalderen, men nu rammes unge helt ned i tyverne af "hjernestress", total udbrændthed og hjerneblødning. Det er stressrelaterede sygdomme, som det tager år at behandle.
Fra afslutningen:
Den svenske professor og stressforsker Lennart Levi beskrev forskellige måder at håndtere stress i Svenska Dagbladet i 1999. Han har forsket i stress i 40 år og er tilknyttet FN’s verdenssundhedsorganisation WHO.
"Hvis du har vabler på tæerne, fordi dine sko er for små eller klemmer, fordi de ikke passer til dine fødder, kan du gøre flere forskellige ting. Du kan gå til en kirurg, som skærer den del af tæerne bort, der ikke er plads til i skoene. Du kan gå til en læge, som udskriver en recept på noget smertestillende medicin. Du kan også gå til en terapeut, der forklarer dig, at din smerte indgår i livet: Du må lære at leve med den. Et fjerde alternativ er at opsøge specielle klinikker, som lærer patienterne at håndtere stress, så at sige at trække tæerne ind eller at gå på hælene. Mange af dem udfører sikkert et godt arbejde, men ikke noget, der rækker i længden. De fire alternativer er bare et supplement til det vigtigste: At påvirke "skomagerne" det vil sige politikerne og virksomhedslederne."
Lennart Levi's måde at se problemerne på rammer lige ned i debatten i Danmark i dag. Vi er stadig i gang med at eksperimentere ved at søge efter forskellige stresshåndteringsredskaber, som måske kan lette smerten i tæerne. Men der findes stadig for dårlige arbejdspladser, for dårlige arbejdsvilkår og mange medarbejdere og ledere, der presser sig selv til det yderste. Når skaden er sket, findes der ikke en samlet, koordineret og kompetent behandling.
Det, der forhåbentlig kan være læren af denne bog er, at virksomhederne, lederne og medarbejderne i forening kan komme et langt stykke vej ved at være bevidste om, hvad stress kommer af, hvordan man undgår det, og hvad det kræver at komme rask ud af en stresskollaps igen.
Ledelse uden stress henvender sig til ledere på private og offentlige arbejdspladser og koncentrerer sig om den ene del af det, Lennart Levi efterlyser, nemlig udvikling i virksomhederne. Hvis man som leder bare én gang har fulgt en persons vej gennem behandlingssystemet efter en stresskollaps, er det helt åbenbart, at den behandling, vi i Danmark kan tilbyde, er mangelfuld. Hvis man som virksomhedsleder ønsker at gøre noget for en medarbejder, der er sygemeldt af stress, viser det sig snart, at der mangler basal viden i social- og sundhedssystemet. Det er for få, der kan henvise til kompetent behandling. Og for mange, der siger, at vedkommende bare skal gå hjem og slappe af.
Hvis dem, der er syge efter en stresskollaps, overhovedet har energi tilbage, skal de bruge den til selv at søge behandling, i den vildtvoksende flora på det uigennemskuelige private marked. De skal selv vurdere og bedømme behandlere, der tilbyder alt fra healing og selvhypnose, over akupunktur og massage til statsautoriserede psykologer, der er specialiserede i stress. Det etablerede sundhedssystem med psykiatrien, hospitalerne og de praktiserende læger står ofte famlende, når de møder stresskollapsede patienter, der beder om behandling til at blive raske igen. Så den enkelte bliver sendt rundt til undersøgelser for at udelukke den ene eller den anden fysiske årsag til sammenbruddet. Og når der ikke viser sig en fysisk diagnose, er man på herrens mark, og det er op til den enkelte at søge privat, selvbetalt behandling.
Budskabet i denne bog er i bund og grund anstændighed. Der skal være anstændige arbejdsvilkår både for lederen og for medarbejderne. En anstændig balance mellem arbejdsliv og familieliv. Og der skal være en anstændig behandling, når skaden er sket.
Kapitel 1
Krigerne falder
"Man skal brænde for at brænde ud," siger en talemåde. I dag er det de stærkeste, mest engagerede, der brænder ud. Konsekvenserne af stress kan blandt andet være invalidepension eller død. Ansvaret for at forebygge stress er delt mellem virksomhed og den enkelte person.
Kapitel 2
Når overtrækket stiger
Når man har fået et overtræk på helbredets kassekredit, kommer regningen på et tidspunkt. Kapitlet gennemgår videnskabelige fakta og erfaringsbaseret viden om symptomer og sygdomme, der følger i kølvandet på stress. Stresscoach Henrik Krogh forudsiger, at Danmark kommer til at opleve en bølge af stressdødsfald, som det er sket i Japan og til dels i Sverige.
Kapitel 3
Kærlighed og korpsånd
Konflikter på arbejdspladsen er gået fra at handle om kollektive problemer til at dreje sig om individuelle personlige og psykologiske problemer, som den enkelte selv har ansvaret for at løse. Det hænger sammen med udviklingen på arbejdsmarkedet, hvor der i de seneste år storstilet er blevet satset på fællesskab, entusiasme, engagement og korpsånd. Udviklingen er i mange henseender positiv, men får samtidig stressniveauet til at stige kraftigt.
Kapitel 4
Hver tiende leder er udbrændt
Stress er et alvorligt problem for både nuværende og tidligere ledere. Mindst ti procent af de nuværende ledere har så alvorlige stressproblemer, at der er tale om helbredsmæssige konsekvenser eller udbrændthed, viser en undersøgelse fra Ledernes Hovedorganisation. Lederne føler i høj grad, at de mangler indflydelse. Mange ledere får for lidt information til at kunne udføre jobbet.
Kapitel 5
Lederne skal lære at lede
Ledere er i farezonen, når det gælder stress og udbrændthed. Det er især krydspres, manglende social støtte, manglende rutine og uddannelse i faget ledelse, der kan være en risikofaktor, når det gælder stress. Samtidig har ledelsen et stort ansvar for at forebygge og hjælpe medarbejdere, der bliver syge af stress. Overlæge Bo Netterstrøm har oprettet en klinik, der tilbyder behandling for stress
Kapitel 6
Følelser var noget civilt slinger
Jesper Berg er som taget ud af beskrivelsen af den meget engagerede, meget dygtige og hårdtarbejdende medarbejder, som umiddelbart er enhver chefs drøm. Her fortæller han, hvad der foregik i hovedet på ham, da han arbejdede i døgndrift. Og hvorfor han ikke arbejder sådan mere.
Kapitel 7
Svensk føring 3-2
Sverige er et godt stykke foran Danmark med at behandle stress og udbrændthed. På Karolinska Instituttet har man allerede i år 2000 oprettet Stressmottagningen, der forsker i og behandler stress.
Kapitel 8
Lederen er nøgleperson
Stressede ledere smitter medarbejderne. Lederen har en helt central rolle, hvis stress på arbejdspladsen skal undgås. Svenske undersøgelser viser, at ledernes uddannelse har direkte indflydelse på medarbejdernes stressniveau.
Kapitel 9
Virksomhed afskaffer stress
Virksomheden Kraft Foods i Sverige forebygger stress i hele virksomheden med hjælp fra Stressmottagningen i Stockholm. Forebyggelsen sker på både individ-, gruppe- og organisationsniveau.
Kapitel 10
Der er ikke noget galt med dig
Jens Sørensens hals snørede sig pludseligt sammen, så han ikke kunne tale. Lægeambulancen kom - der er ikke noget galt med dig, sagde lægen til den administrerende direktør. Det samme sagde lægerne, da han senere blev indlagt, fordi hans arm og ben summede og blev følelsesløse.
Kapitel 11
Rolls-Royce-ledelse
Stresscoach og karriererådgiver Henrik Krogh har udviklet en ny ledelsesmodel. Ved at belyse et amerikansk ledelsesværktøj ud fra en stresssynsvinkel, kan ledelsen nu lettere tage store skridt på vejen mod målet om at minimere stress og stressrelaterede sygdomme på arbejdspladsen.
Kapitel 12
Fra overlevelse til overskud
Konkrete redskaber til at vende arbejdslivet fra at handle om overlevelse til at være et arbejdsliv præget af overskud. Det væsentlige er at være forberedt på, at alle mennesker reagerer forskelligt og uforudsigeligt i krisesituationer.
Kapitel 13
Langsom ledelse
Lasse Zäll er coach for topledere og store erhvervsvirksomheder, der bruger hans Stifinderprogram til at få bedre sammenhæng mellem arbejdsliv, familieliv og privatliv. Lasse Zäll mener, at lederne skal 20 procent ned i omdrejninger. De skal arbejde væsentligt mindre og forberede sig væsentligt mere. På den måde får de overblik og tid til at lede uden stress.
|