Lederweb har bragt et interview og grundig artikel om bogen Ledertrivsel i travlhed. Pernille Bekke tager i artiklen udgangspunkt i de tre zoner, grøn, gul og rød, som bogen er bygget op efter.

Og ledernes trivsels- og stressniveau er relevant – både af hensyn til lederne selv, men også af hensyn til de medarbejdere, som lederen har ansvaret for.

Lederne er umanerligt dårlige til at passe på sig selv

Kim Kristensen, ceremonimester, oberst og årets leder, 2009, sagde i et fremragende foredrag: “Toplederne er umanerligt dårlige til at passe på sig selv”. Han har skrevet bogen Følg mig – ledelse fra fronten. I foredraget fortalte han, hvordan man som leder af udsendte soldater kommer til at mærke den ultimative konsekvens af ens beslutninger, man træffer. Man skal for eksempel vurdere, hvor mange kister, der skal sendes med ud. Som leder får og tager man også ansvaret for de pårørende, der bliver efterladt.

Både toppræstation og restitution

Så drastiske konsekvenser oplever de færreste ledere i Danmark. Men det er relevant at tænke sine beslutninger grundigt igennem. Og tænke dem helt ud i sidste led, fordi beslutningerne har følger i mange led. De enkelte medarbejdere i organisationen, leverandører og deres familie, medarbejdernes ægtefæller, børn, forældre, venner, skoler, daginstitutioner og lokalområde.

Er man massivt overbelastet, træffer man dårlige beslutninger. Man mister empatien, evnen til at kunne sætte sig ind i, hvordan andre har det. Og man begår fejl. Det ved elitesportsfolk, som helt naturligt planlægger med både toppræstation og restitution. Det skal lederne også. Blandt andet ved jævnligt at overveje, om man trives, er overbelastet og fortravlet eller ved at være stresset for alvor.

Vurder selv – læs artiklen på Lederweb: Tjek om du er i farezonen for stress 

Læs om individuel ledersparring

Oktober 2021: Redigeret og genudgivet (Udgivet første gang 15. november 2018)